3 gode råd til at se røde flag i regnskabet i tide
Mange virksomheder ender med at lukke, fordi de ikke reagerer på røde flag i regnskabet i tide. Ifølge statsautoriseret revisor Niels Kristian Tordrup Mørk findes der en række faresignaler, som du som bestyrelsesmedlem bør kunne spotte tidligt, og handle på, før det bliver kritisk.
Bestyrelsen er selskabets øverste ledelse. Det er bestyrelsen, der fastlægger retningslinjer, rådgiver direktionen og godkender årsrapporten. Selvom arbejdet ofte sker i tæt samarbejde med revisor, ligger ansvaret for, at årsrapporten er udarbejdet korrekt og overholder gældende regler, hos bestyrelsen.
Derfor er det en klar fordel at have et solidt overblik over regnskabet og vide, hvor de typiske røde flag opstår.
Her får du tre råd af Niels Kristian Tordrup Mørk til at gennemskue de røde flag i tide:
1. Hold øje med budgettet
Tilrettelæg regnskabsrapporteringen, så du så tidligt som muligt kan se, hvis udviklingen går i den forkerte retning. Ved budgetafvigelser skal årsagen forklares, gerne konkret og i detaljer. Det forudsætter naturligvis, at budgetprocessen fungerer, og at budgettet giver et retvisende billede af forventninger til omsætning, omkostninger og resultat.
For virksomheder af en vis størrelse kan det være nødvendigt med regnskabsrapportering mindst kvartalsvist, så der er tid til at reagere og følge op.
2. Afhold faste møder med revisor
Regelmæssige møder med revisor kan være en effektiv måde at fange faresignaler tidligt. Brug møderne til at få overblik, stille kritiske spørgsmål og drøfte udviklingen i drift og risici.
3. Vær opmærksom på fortjeneste og produktmiks
Regnskab og bogholderi er ikke altid det bedste sted at opdage budgetafvigelser tidligt, der kan gå tid, før en afvigelse slår igennem i bogføringen. Er virksomheden ordreproducerende, vil en nedgang i omsætningen fx ofte først kunne forudses, når ordrebeholdningen ikke udvikler sig som planlagt.
Et andet klassisk faresignal er, at omsætningen ser fornuftig ud, mens fortjenesten falder. Det kan ses i regnskabet, men ofte for sent. Hvis du systematisk følger forholdet mellem købs- og salgspriser, kan du opdage problemet tidligere. Ændringer i produktmiks kan fx løfte omsætningen, samtidig med at indtjeningen falder.
Få større indsigt i regnskabsmæssige dilemmaer
Vil du have endnu større viden om regnskabsmæssige dilemmaer, som bestyrelser ofte møder, og som du skal kunne tage stilling til. Så deltag på bestyrelsesuddannelsen hos Board Institute.
Regnskabsmodulet klæder dig på med et overordnet kendskab til de grundlæggende regnskabsregler i Årsregnskabsloven. Du får også indsigt i årsrapportens centrale sektioner, herunder ledelsespåtegning, ledelsesberetning, anvendt regnskabspraksis, resultatopgørelse, balance, pengestrømsopgørelse og relevante nøgletal.
Mød Niels Kristian Tordrup Mørk på Board Institute
Niels Kristian Tordrup Mørk er statsautoriseret revisor med en omfattende baggrund inden for revisionsbranchen. Han har mere end 25 års erfaring med rådgivning og revision af virksomheder i forskellige størrelser og brancher. Niels er partner hos Piaster Revisionspartnerselskab, hvor han er ansvarlig for at levere skræddersyede revisions- og rådgivningsløsninger til sine kunder.



